Proteinkugler

Drop proteinpulveret - gå selv i køkkenet

Det kan være en svær kombination at passe sin træning, spise sundt og samtidig undgå dårlige, forarbejdede og kunstige råvarer. Især når det kommer til proteinindtaget, er mange hoppet på bølgen med proteinpulver, som i virkeligheden er ribbet for vitaminer og mineraler.

proteinkugler 1

Men der er et nemt og sundt alternativ: hjemmelavede proteinkugler lavet KUN af sunde, naturlige og lettilgængelige råvarer. 3 små kugler indeholder ca. 15 g protein, hvilket svarer til 10-15 % af dit daglige proteinindtag (hvis du vejer ca. 75 kg og træner aktivt).

Hvis du derudover spiser en varieret kost, er det mere end rigeligt protein.


Du skal bruge (til ca. 20 kugler):

100 g mandelmel (eller blendede mandler) – 21 g protein

50 g sesam – 11 g protein

80 g hørfrø – 21 g protein

50 g tørrede dadler – 1 g protein

20 g mørk kakao – 5 g protein

20 g kokosmel – 1,5 g protein

100 g peanutbutter – 23 g protein

30 g ekstra jomfruolivenolie – 0 g protein

50 g havregryn – 7 g protein

50 g kokosmel til at rulle kuglerne i – 4 g protein

 

Blend mandlerne i en blender, til de er meget finddelte. Udsten og hak de tørrede dadler fint, og bland alle ingredienserne sammen i en skål (undtaget de 50 g kokosmel til at rulle kuglerne i).

Lad massen stå på køl i minimum 1 time, inden kuglerne rulles.

Rul kuglerne i kokosmel og opbevar dem i en lufttæt bøtte i køleskabet.

Holdbarheden er ca. 1 uge (hvis de holder så længe) - God træning!

 

Proteinindhold pr. 550 g = 94,5 g – pr 100 g kugler = 17,2 g protein – pr. 3 kugler = 14,2 g protein
Kalorieindhold pr. kugle: 150 kcal - pr. 3 kugler: 450 kcal (ca. 1/5 af det daglige kalorieindtag).