Cykelnerven 2016 – "I did it"

"Da jeg i dag kørte over målstregen på La Bettex, var det kulminationen på min bedrift. Jeg og alle mine ”medcyklere” har gennemført Cykelnerven 2016".

Igennem det sidste stykke tid har vi fulgt Per Møller frem mod 3-dages cykelløbet, der har til formål at støtte kampen mod sclerose. Læs hans beretninger fra løbet her – et løb som kom forbi flere af de afgørende Tour de France bjerge i regn, kulde og blæst!

 

DAG 1 – COL DE LA RAMAZ / COL DE JOUX PLANE

Det bedste ved dagen er vel, at den er vel overstået. Vågnede op til regnvejr og varsel om skybrud og tordenvejr – heldigvis holdt tordenvarslet ikke stik!

Dagens program hed oprindeligt 137 km, men endte på 143 km og 3432 højdemeter med 3.849 kalorier drysset ud over Alperne. Den "flade" tur ud mod dagens første "rigtige" stigning blev en kold og våd oplevelse i styrtende regn. Ud over altid at gå lidt op eller ned bød de første 62 km gennem landskabet på en 1,6 km 5,5% stigning og en 4,9 km 4,6% stigning med god disponering af kræfterne.

Ved 62 km ventede 13,9 km opkørsel af 'Col de la Ramaz' (her kører Tour de France-feltet 20. etape d. 23. juli). Et langt, sejt bjerg, hvor især midterstykket kræver sine ofre. Jeg kørte bjerget godt, overraskende godt og kom op i en meget tilfredsstillende tid. Jeg er – som tidligere nævnt – en stor og halvrund rytter, så når den hedder 2-cifrede stigningsprocenter gør det ondt! At det så styrter ned samtidigt, gør det ikke mindre krævende.

Toppen nået, på med overtræksjakken og handskerne og så ned ad bjerget. For helv... hvor var det koldt! Nede igen og hen til frokostdepotet.... Efter frokost gik turen videre gennem bl.a. skisportsstedet Samoens, inden vi efter sammenlagt 101 km blev sendt op ad 'Col de Joux Planes' (her kommer Tour de France-rytterne også forbi på 20. etape). 11,9 km med 8,6% stigning i snit. Den starter grimt, hvorefter man får et 'acceptabelt', indtil man efter 6 km skulle stramme ballerne gevaldigt. De næste 5 kilometer var stride. Mens det bare gik ondt opad, strømmede vand og mudder ned af vejbanen og fra oven var det tiltaget rigtigt meget. Jeg fandt mit tråd og lå målrettet på en puls mellem 85-90% af min maxpuls og et watt tråd på op til 320 watt. Med denne kombination kan jeg holde den gående.

Det virker surrealistisk at knokle løs og så kigge ned på sin cykelcomputer der fortæller dig, at du kører 8 km/t. Så går det ikke stærkt – og det er heller ikke hurtigt overstået!

Ikke desto mindre kom jeg pænt op, kunne igen iføre mig dobbelt regnjakke og vintercykelhandsker og så ned ad bjerget igen. Det pissede ned, der var vand overalt på kørebanen, det var svært at få bremserne til at tage fat og i det hele taget en ubehagelig tur ned. Men ned kom jeg og havde nu kun 11 km hjem til depotet. Dette var også endestationen, idet turen var blevet kortet af og alle cykler blev transporteret retur med lastbil, mens vi blev fragtet retur til Chamonix med bus.

What a day! Men den er gennemført og overstået. Præstationen er jeg mere end tilfreds med, men med udsigt til endnu en dag i regn og kulde og 2 bjerge i Schweiz i morgen er det mere stædigheden og stoltheden, der skal tage over end den egentlige lyst..."

 

DAG 2 – COL DE LA FORCLAZ / FINHAUT-EMOSSON 

Godmorgen regnvejr, godmorgen ben og godmorgen bjergene i Schweiz. 

Der skulle graves dybt i positivlommerne allerede fra morgenstunden. Vejrudsigten lød på slud og regn og der var 4 grader og regn, da vi satte os i sadlen. Jeg havde ikke sovet optimalt i et værelse, hvor vi havde været nødt til at prioritere varme på radiatorerne for at kunne nå at tørre lidt af vores tøj. Desværre sover jeg ikke super godt i et varmt lokale, men det var dog ok.

Vi havde ikke kørt mange kilometer, før folk begyndt at falde fra i kulden. Umiddelbart efter vi var kørt ud af Chamonix, gik det nu opad. 12 kilometers stigning til 'Col des Montets' mens vi blev vandet godt igennem. For pokker hvor var det koldt! Efter 7 kilometers nedkørsel rystede alt som ryste kunne og vi skulle nu til at gøre os klar til endnu en stigning.

Heldigvis kom servicevognen med det ekstra tøj, vi havde pakket til senere på dagen, og stort set alle iførte sig nu alt, hvad vi havde. Min vintercykeljakke røg direkte uden på alt det andet, jeg havde på, og mine neopren sejlerhandsker kom til sin ret.

Herfra gik det videre op mod 'Col de la Forclaz', som Tour de France feltet rammer d. 20. juli. En 14 km stigning, der ikke specielt hård, men lang og monoton. Der er ingen udslag, men konstant 8-9% stigning mellem hårnålesvingene. Men der var sket det skønne, at vejret var bedret  og turen gik op i tørvejr og med lidt sol. Vi var jo godt klædt på, så nu røg alt det varme tøj af. Som sagt en endeløs lang tur op, men den gik rigtig godt og i fuld kontrol. De sidste 2 km kom modvinden, en faktor man bestemt ikke skal undervurdere på en stigning. På med tøjet igen og 7 km ned til frokostdepotet. 

Efter frokost stod uret på 65 kilometer og nu ventede stigningen Finhaut-Emosson op til Lac d'Emoson, hvor der er måltagning på Tour de France d. 20. juli. 10,4 km stigning, hvor de sidste 5 km er onde med 10,5-15% stigning. Det var begyndt at blæse, men den nederste del var god i dejligt vejr. Så begyndte det at gå ubehageligt opad. Jeg havde kørt rigtig godt hele dagen, og da der var 3 km til toppen tog jeg en klog beslutning. Jeg vendte om. Det var frysende koldt på toppen og de sidste 3 km ville have været rigtig dyre for mig (der er en hård afsluttende dag i morgen) og jeg havde endnu 25 kilometer hjem med en sidste 7 km stigning. 

Jeg var SÅ GLAD for min beslutning, at den gav mig vinger op ad tilbagekørslen til 'Col des Montets'. Den er heller ikke hård, men "behagelige” 5-7%. Herfra 11 km nedkørsel og 4 km TimeTrail-strækning, hvor vi i en lille gruppe kunne holde +50 km/t. Sikke en dejlig afslutning. 

Highfive og skulderklap til mig selv! Jeg gjorde det sgu igen trods forholdene. 94 km, 2.846 højdemeter og 3.231 kalorier. 

 

DAG 3 – MONTEE DE BISANNE / LA BETTEX (MT BLANC)  

"Hvad er det lige, der sker med os mænd, når vi runder 45 år og inden vi bliver 50 år skal have sat flueben ud for Marathon, Ironman eller som for mit vedkommende Danmarks hårdeste velgørenhedsløb, Scleroseforeningens Cykelnerven 2016?"

Jeg ved det ikke, men ved årsskiftet tog jeg beslutningen om at sætte mig et mål, der krævede fokus, målrettethed og en fysisk indsats af de store. Tænk hvilket privilegium at kunne gøre dette samtidig med, at alt jeg har gjort, har betydet meningsfuld, målbartog uvurderlig bidragsindsats til forskning mod sclerose. Min samvittighed har det godt på flere fronter, men i forhold til de af vores medmennesker, der er ramt af denne sygdom, er vi ikke i mål....

Jeg er en hyggerøv, der gerne springer over, hvor gærdet er lavest. Det må godt være sjovt, men må helst ikke gøre ondt. Jeg er jo bare en almindelig familiefar med fuldtidsarbejde og ellers livsnyder. Men ikke denne gang. Jeg har taget min beslutning alvorligt, trænet og villet dette her. Jeg er ikke skabt til at køre i bjerge, det ved jeg nu. Jeg er til højt tryk i pedalerne, når det går lige ud og kun let op. Men hvor der er vilje, er der vej, og med målrettethed, fokus og ikke mindst stolthed, der helst ikke skal stå for fald, kommer man langt. Det gjorde jeg.

Da jeg i dag kørte over målstregen på La Bettex, var det kulminationen på min bedrift. Jeg og alle mine ”medcyklere” har gennemført Cykelnerven 2016. 

Dagens etape skulle starte i Villard sur Doron. Det blev til en lang bustur, men formålet var jo at positionere os, så vi kunne begive os ud på de afgørende bjerge af Tour de Frances 19. etape, som netop foregår i dette område. Vejret var faktisk ret ok, især i forhold til hvad vi havde forventet. Det var lige på og hårdt. Ingen opvarmningstur, men direkte ind på stigningen ’Monteé de Bisanne’. Bum, 14 km opad og selv om stigningen var beskrevet som nederste del som den lette og sidste del som den krævende, var der "no mercy". Den kostede kræfter. Jeg har nu lært ikke at køre andres løb, men fokusere på mit eget. Det er jeg blevet god til, og det betyder at jeg nu er is tand til at holde en vedblivende tryk i pedalerne hele vejen op. Men alligevel fandt jeg et rigtig rart makkerskab hele vejen sammen med dygtige, stærke Mona Munch, et samarbejde der hurtigt i mit hoved blev til "myggen hjælper elefanten". Det blev en god tur op og jeg havde sågar overskud til at gå på stor klinge og køre en spurt på 300 meter over toppen.

Kort pause i kulden og så 20 km nedkørsel. Også her er jeg blevet markant bedre. Jeg tør mere uden at blive dumdristig og er naturligvis blevet mere rutineret. Da vi ramte bunden, havde vi 10 km til depotet. Uden egentligt at ville det, befandt jeg mig nu i "tonsergruppen", der tilsyneladende var meget sultne, for de satte godt nok højt tempo frem til frokost. 

Det var koldt at spise frokost. Man er meget varm efter en lang hård stigning, hvorefter man suser ned med 50-70 km/t i kulden. Og når der stoppes op, står man ikke ligefrem og bliver varmere. Jeg lod mig derfor lokke til at køre videre med "den hårde kerne", selv om ’La Bettex’ ventede foran os. Det gik friskt derhen og så stod vi der ved foden... Nu skulle der arbejdes! "Kun" 10 km op, men med de første 3 km som jeg frygtede. Stigningsprocenterne startede ved 13% og øgedes til 19%. Så gør det ondt og er hårdt for Cykelelefanten. Fy for pokker. Men når motivationen på toppen er tørt varmt tøj samt aflevering af cyklen, finder man styrken. Jeg fik kæmpet mig overraskende godt igennem de første grimme km og fandt derefter ind i mit tråd.

Efter en times intens trampen i pedalerne kunne jeg køre over målstregen og havde derved gennemført det mål, jeg satte mig i starten af året. I fucking did it!

Fluebenet er sat og Cykelelefanten er dælme stolt og tilfreds!

 
 
De 250 seje ryttere har i alt indsamlet 4 mio kr. til kampen mod sclerose!!! Læs her hvad det mere specifikt er for en rute, rytterne har klaret sig igennem!
  
 
 
Læs om Pers træning og forberedelse her, her og her.